Værd at vide om ædle metaller

Guld
Mange smykker forarbejdes i guld. Det pureste guld kaldes finguld og betegnes 24 karat. Finguld er meget blødt og for at kunne fremstille smykker, må man legere finguldet med andre metaller som f. eks. sølv, kobber eller palladium.
I Danmark er de fleste smykker forarbejdet i 14 karat, sjældnere i 18 karat, mens en række industrielt fremstillede smykker også fås i 8 karat. Et smykke skal altid være stemplet med fremstillerens navnestempel
og med ædelmetallets holdighed (renhed).

18 karat guld stemples 750, fordi 750/1000 af legeringen er rent guld.

14 karat guld stemples 585, fordi 585/1000 af legeringen er rent guld.

8 karat guld stemples 333, fordi 333/1000 af legeringen er rent guld.

Farverne på guldet opnås ved at blande andre metaller i guldet. Meget kobber legeret i guldet, gør guldet rødt eller rosa. Skal guldet være hvidt, legeres det med palladium. Imidlertid gør palladium ikke guldet helt hvidt, og det er derfor, at hvidguldssmykker, når de er færdigforarbejdede, må en tur i et rhodiumbad. Smykket får da galvanisk et ganske tyndt lag af hvid rhodium på overfladen. Smykket er blevet rhodineret. Denne proces må med tiden gøres om, da rhodiumlaget slides.

Sølv
Smykker i sølv forarbejdes som oftest i sterling sølv, som stemples med 925 s fordi 925/1000 af legeringen er rent sølv.

Titan og stål
Titan og stål er to meget stærke og holdbare metaller, der i dag også anvendes til smykkefremstilling — på grund af titans lave vægtfylde føles det meget let.

Overfladevehandling
Alt metal bliver overfladebehandlet — gjort blankt, mat eller f. eks. rhodineret, som omtalt tidligere. Sølv kan blive xyderet (gjort sort) eller blive forgyldt — titan kan farves — alle metaller kan på en eller anden måde få et rustikt udseende.

Ens for disse overfladebehandlinger er, at de kan slides ned med tiden. Nogle mennesker slider mere på tingene end andre, og nogle smykketyper slides mere end andre, så at oplyse, hvor længe overfladen holder, kan være vanskeligt.

Perler
Der findes naturperler, kulturperler og imiterede perler. Naturperler skabes i musliger uden menneskelig medvirken — de handles sjældent i Danmark i dag. Kulturperler dyrkes i muslinger efter menneskelige indgreb — i saltvandskulturperler indopereres en perlermorskugle i muslingen, som derefter i 2— 3 år lever i netbure i havet, hvor de til stadighed er under observation og jævnIigt passes og plejes.  I denne periode danner muslingen
ny perlemor på kuglen.
 
Ferskvandskulturperler dyrkes på samme måde, her er der dog ikke tale om at indoperere en perlemorskugle, men med et stykke væv fra en anden musling  ”generer” man muslingen, således at denne danner perler. Hver ferskvandsmusling kan danne langt flere perler ad gangen end en saltvandsmusling.
 
I specielle muslingearter kan man dyrke meget store perler, kaldet 'South Sea Perler" - disse findes blandt andet ud for Australiens kyst. Store grå og sorte perler dyrkes ved kysterne i Fransk Polynesien — disse kaldes "Tahiti-perler”. Ved at indsætte forskelligformede kerner på indersiden af disse saltvandsmuslinger, får man muslingen til at dække disse med perlemor, hvorved der dannes en såkaldt "mabeperle".
 
Imiterede perler er, som navnet siger det, perler der er kunstigt fremstillede — disse har en kerne af glas eller perlemor belagt med et eller flere lag kunststof.
 
Kulturperlers pris afhænger af størrelse, form, farve, glans og overfladens jævnhed. Den naturlige grænse for en saltvandskulturperles størrelse er ca. 9 mm – de nævnte ”South Sea perler” kan dog blive betydelig større – helt op til 20 mm.
 
Er kulturperler ikke helt runde og regelmæssige benævnes disse ”let barokke”  eller,  hvis uregelmæssighederne er meget markante, blot for ”barokke”. Ferskvandskulturperler findes også runde, men forekommer ofte i mange størrelser og former.
 
I Danmark er hvide kulturperler i nuancerne creme til let rosa de mest eftertragtede, men også grålige til sorte perler er charmerende alene eller ved siden af de hvidlige. Ferskvandsperler farves ofte, så de passer til dagens mode. En saltvandskulturperles overflade skal helst være blank og med en varm og dyb glans – en varieret glans på hver enkelt perle tyder på, at muslingen ikke har fået tid nok til at opbygge en tilpas tyk perlehud på perlmorskuglen.
 
Husk, hvis du behandler din perlekæde rigtigt, beholder den sin skønhed.

Diamanter
For en ikke-fagmand kan det i første omgang vare svært at se om den ene diamant er smukkere end den anden, og samtidig er det derfor også vanskeligt at forstå den forholdsvis store prisforskel. Når man imidlertid ved lidt om, hvad fagfolk kalder, ”de 4 C' er", vil man bedre kunne begribe diamanternes spændende verden. Diamanter klassificeres og prissættes internationalt efter de 4 C' er: Carat, Colour, Clarity  og Cut.

Carat — (carat)
Carat er en vægtenhed, til forskel fra guldets karat, som er en holdighedsbetegnelse. En diamant på1,00 carat vejer præcis 0,20 gram.  Store diamanter er sjældne og kostbare — således er f. eks. en brillina på 1,00 carat langt mere kostbar end ti brillanter på hver 0, 10 carat i samme kvalitet.

Colour — (farve)
Diamanter findes i naturen i mange farver, langt de fleste smykkediamanter der findes er gullige, men farvespektret spænder fra sjældneste hvid til gul, med en stor prisforskel. Diamanters farve klassificeres med navne som River (sjældneste hvid), Top Wesselton, Wesselton, Top Crystal, Crystal samt andre navne på gullige nuancer.

Clarity — (klarhed)
Der findes ofte små uklarheder i diamanter.  Hvis uklarhederne ikke kan ses af et trænet øje i en 10 gange forstørrelse, har man internationalt bestemt at diamanten kaldes lupren. Uklarheder klassificeres med navne som VVSI (very, very smal inclusions), VSI, Si og Piquerede sten, hvor uklarhederne kan ses uden forstørrelse. Mindre uklarheder har almindeligvis ikke betydning for stenens skønhed, hvorimod større indeslutninger kan blokere og forstyrre lysets vej gennem diamanten, hvorved den mister brillans.

Cut — (slib)
Slibningen, som til forskel fra de andre C' er, er menneskets mulighed for at fremelske diamantens skønhed, er meget afgørende. Et forkert forhold i stenens proportioner eller fejl i stenens symmetri, kan ødelægge diamantens ild og brillans. Der findes mange slibeformer.  Brillantslibningen med 57 facetter er den mest kendte, og den slibeform, der giver diamanten sin optimale glans.

Farvede ædelstene
Der findes uhyre mange ædelsten, som  anvendes ved smykkefabrikation. Læren om ædle stene kaldes gemmologi. Udtryk som halvædelsten anvender vi ikke i branchen — ingen sten er vel mere ædel end andre, men nogle sten er mere sjældne og dermed mere kostbare. Kvaliteten på ædelsten kan være vanskelig at vurdere for "menigmand" — pas derfor på, hvis du køber sten på en rejse. Safir og Rubin er samme mineral - korund - men farverne er forskellige. De mest kendte og kostbare safirer er kornblomstblå, mens rubiner skal være røde (dueblodsfarvede). Farven skal helst ligge ensartet i hele stenen - revner og skår samt uklarheder såvel i safirer og rubiner som i alle andre ædle stene gør disse mindre kostbare.

De mest kostbare smaragder har en dyb, smuk, grøn farve og skal helst være uden synlige indeslutninger (såkaldt urtegård). Det er en vidunderlig sten, men da den er lidt skrøbelig tåler den desværre ikke kraftige stød. Det vil være for omfattende at nævne de mange smukke og spændende ædelsten, der bliver anvendt til fascinerende smykker.

Flere sten bliver imiteret eller fremstillet syntetisk. Kom ind i guldsmedens "Aladins Hule" og se de skønne flerfarvede opaler, de vandblå akvamariner, de dybt lilla ametyster samt mange andre sten, der hver har deres historie og symbolik.